Sidste beretning fra Grenada

Kære læsere.

Dette er min 10. og aller sidste beretning fra mit ophold her på Grenada i Caribien. Jeg har arbejdet for GSPCA i lidt over 3 måneder nu. 3 måneder der er gået alt for hurtigt. Jeg er på ingen måde klar til at forlade dette sted, der føles som hjem nu, men et nyt eventyr venter.

Mine forældre kommer hertil og fejrer nytår med mig. Bagefter skal vi sejle rundt i Caribien for at ende på øen Dominica. Herfra flyver de hjem, og jeg bliver. På egen hånd skal jeg finde min vej til Cuba, gennem Caribien, for at mødes med min bror i februar. Planerne herefter er endnu uvisse. Det har hele tiden været meningen, at jeg skulle rejse rundt efter 3 måneder som frivillig dyrlæge, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive så svært at sige farvel til Grenada. Derfor har jeg også stærkt på fornemmelsen, at jeg vender tilbage til GSPCA i det nye år. Jeg er blevet rigtig glad for mit arbejde her, og føler virkelig at jeg er vokset med opgaven. Det er nu tingene begynder at sidde fast i min hjerne, og at tingene giver mening. Jeg er så glad for mine kollegaer og synes, at vi har skabt os et rigtig godt team her. Og dyrene. Dem kommer jeg til at savne. Selv de sindsyge katte – og jeg er ellers på ingen måde et kattemenneske.

Siden sidste beretning har det jo været jul. Det er min første jul uden min familie, så jeg har været meget spændt på, hvordan det ville gå. Om jeg ville få hjemve, føle mig ensom og ikke mindst savne min mors julegås og min fars sylte. Det har dog på ingen måde været tilfældet – undskyld mor og far. Jeg har nemlig været omgivet af fantastiske mennesker, der har sørget for, at det ikke har været muligt at længes hjem. De fleste af mine venner her fejrer jul den 25. december. Jeg har dog én veninde fra Hviderusland, der også fejrer jul d. 24., så vi to besluttede os for at holde en dansk/hviderussisk julemiddag for 12 venner juleaften. Jeg lavede and, sovs, rødkålssalat og ris a la mande med dertilhørende mandelgave. Min veninde lavede dumplings, russisk salat og kartofler.  Så snart duften af and spredte sig i køkkenet, føltes det for første gang som jul. Den 25. var jeg inviteret til “Orphans Christmas”, som var jul for alle os, der ikke har vores forældre her. Endnu en dag med alt for meget mad, så det var lige som det skulle være.

På GSPCA har vi fortsat haft travlt her op til julen, men jeg vil blot fortælle om én patient, der har fyldt meget. Det er hunden Chance. Chance blev overfaldet af en flok hunde, mens han var bundet fast udenfor. Han kom til os med blodskudte øjne og dybe bidsår.

Da vi fik ham sederet for at se nærmere på hans læsioner, viste det sig at et stort område under sårene udelukkende bestod af nekrotisk væv. Dvs. dødt væv. Han muskulatur var nærmest i forrådnelse. Vi måtte fjerne alt det døde væv, så nu har Chance et kæmpe kødsår på højre baglår, som med tiden vil hele af sig selv, med den rette forbinding. Det er dog meget svært at forestille sig, når man ser hvordan såret ser ud nu.

Heldigvis har hunden enormt søde ejere, der vil gøre alt for ham, så de betaler for at have ham indlagt her, i hvad der nok bliver flere uge, med daglig forbindingsskifte. På 1 uge kan man faktisk allerede se en stor forandring, så det går i den rigtige retning. Det er en af de ting, jeg virkelig synes har været fedt ved at arbejde som “rigtig dyrlæge” her. Man kan se en effekt af sit arbejde. At man rent faktisk gør en forskel. Det er, og vil altid være, den vigtigste faktor for mig, når jeg skal vælge et job.

I min første beretning skrev jeg, at jeg ikke vidste, hvilken vej jeg ville gå med min karriere. Det ved jeg stadig ikke, men jeg har fundet ud af hvad der betyder noget for mig, og så klichéfyldt som det lyder, og nok også lidt frelst, så er det vigtigste, at jeg føler, at jeg gør en forskel. Og så at mit liv udenom mit arbejde er fuld af nye, spændende oplevelser og vigtigst af alt, mennesker som gør mig glad. Alt dette har jeg her. Jeg får ingen penge, men så er det jo heldigt, at jeg kan leve på en sten.

Som også nævnt i min første beretning, så hoppede jeg ind i 2016 med det fortsæt, at det skulle være året, hvor jeg kastede mig ud i noget nyt. Om nogle dage hopper jeg ind i 2017, og der er jo ingen der siger, at man ikke må bruge det samme nytårsfortsæt to eller flere år i streg. 2017, må du blive mindst ligeså eventyrligt som de sidste 3 måneder af 2016. Jeg har store forventninger til dig!

Tilsidst vil jeg bare sige tak til dem, som har fulgt lidt med i mit arbejde som dyrlæge i Caribien. Jeg håber, at det har givet lidt inspiration og blod på tanden hos andre til at gøre det samme. Bare kast dig ud i det. Hvad er det værste der kan ske? I mit tilfælde er det, at jeg ikke vil forlade dette sted. Grenada, du har et helt specielt sted i mit hjerte.

Godt nytår! Lad 2017 være året hvor vi alle kaster os ud i noget nyt.
Kristine

About Dyrlæger uden Grænser

Kig også på

Let it snow, let it snow, let it snow… with puppies!

Kære læsere. Endnu to uger har passeret siden sidste beretning, og vi er nu trådt …