Vedtægter

§1  Navn & hjemsted
Foreningens navn er Foreningen Dyrlæger uden Grænser
Foreningens hjemsted er Storkøbenhavn.
Foreningens Homepage er www.dyrenessos.dk og www.dsos.dk

§2 – Formål
Foreningens formål er at organisere samt gennemføre dyreværnsarbejde til gavn for gadedyr i udlandet. Dette arbejde vil blandt andet bestå af følgende punkter:

  1. Udsendelse af danske dyrlæger samt veterinærsygeplejersker o. lign., med henblik på udførelse af ABC program, samt generel sygdomsforebyggelse.
  2. Udøvelse af informationsvirksomhed der kan medvirke til at skabe større forståelse og øget respekt for gadedyrene. Herunder bl.a. via informationsmateriale til skolebørn, og samarbejde med Danske Skoler.
  3. Samarbejde med fx de danske rejsebureauer, med uddeling af informationsmateriale til turisterne der rejser i de områder vi opererer.
  4. Støtte etablering og vedligeholdelse af lokale foderstationer og fodreværter, der på destinationerne passer og fodrer gadedyr, som har gennemgået ABC programmet.
  5. Samarbejde og bidrage med økonomisk støtte til udenlandske organisationer, internater og lokalbefolkning, som arbejder for at forbedre vilkårene for gadedyr generelt.

§3 – Medlemsforhold
Som medlemmer kan optages alle i Danmark samt EU som måtte have en interesse i fremmelse af foreningens formål. Ingen har dog krav på at blive optaget som medlem i foreningen, idet medlemskab forudsætter en særlig interesse for foreningens sociale arbejde og hjælpevirksomhed.

Bestyrelsens afgørelse vedrørende optagelse som medlem af foreningen er endelig, men nægtelse af optagelse kan dog af ansøgeren forelægges på førstkommende ordinære generalforsamling, hvor spørgsmålet afgøres ved afstemning. Til ændring af bestyrelsens afgørelse kræves, at 75 % af de på generalforsamlingen fremmødte stemmeberettigede medlemmer afgiver stemme for optagelse. Optagelse kan herefter tidligst ske ved generalforsamlingens beslutning herom.

Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til kassereren. Ved indmeldelsen betales kontingent for det pågældende regnskabsår, hvor indmeldelsen finder sted.

Udmeldelse finder sted ved skriftlig meddelelse herom til kassereren senest med 3 måneders varsel til regnskabsårets udgang.

Bestyrelsen kan med 2/3 majoritet beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabet flydende forpligtelser, herunder trods påkrav undladelse af at betale forfaldent kontingent, eller som handler til skade for foreningen. Det ekskluderede medlem kan skriftligt kræve eksklusionen forelagt til afgørelse på førstkommende ordinære generalforsamling, dog ikke såfremt eksklusionen skyldes manglende betaling. Til genoptagelse af medlemmet kræves, at 75 % af de på generalforsamlingen mødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for genoptagelse. Kontingent tilbagebetales ikke ved udmeldelse eller eksklusion.

En betingelse for genoptagelse af et udtrådt eller ekskluderet medlem er, at al medlemmets gæld til foreningen, herunder også gæld der forældet, er betalt.

§4 – Økonomi
Foreningens økonomi er baseret på kontingenter, sponsorater, legater samt affiliate programmer.

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen for det efterfølgende regnskabsår.

Foreningens midler skal anbringes på fornuftig og forsigtig måde og må ikke udlånes til medlemmer eller anvendes til risikobetingede investeringer.

§5 – Generalforsamling
Generalforsamlingen er den højeste myndighed. Kun den kan vedtage, ændre eller ophæve vedtægter.

For den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år inden udgangen af marts måned, er mindst følgende dagsorden gældende:

1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år, ved formanden.
3. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
4. Forslag fra bestyrelse og medlemmer.
5. Fastlæggelse af budget, kontingent.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af 2. suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
9. Eventuelt.

Generalforsamlinger skal afholdes i Storkøbenhavn.

Indkaldelse til såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger kan ske via foreningens Homepage eller skriftligt via mail eller alm. post til hvert medlem med mindst 3 ugers varsel.

Den ordinære generalforsamling indkaldes senest den 1. marts.

Dagsorden, det udarbejdede regnskab for det forløbne regnskabsår samt budget forslag uploades til download for medlemmerne på foreningens medlemsforum senest 10 dage før generalforsamlingen afholdes, eller udsendes med alm. post.

Forslag fra medlemmer, eller sager, der af medlemmer ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt tilsendes bestyrelsen og være denne i hænde senest 20 dage før generalforsamlingen afholdes.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.

Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen.

Dagsorden skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle på generalforsamlingen samt eventuelle forslag fra medlemmer og bestyrelse.

På såvel de ordinære som de ekstraordinære generalforsamlinger kan der kun træffes afgørelser om emner, der er optaget i den til medlemmerne meddelte dagsorden.

Generalforsamlinger og møder sammenkaldes af bestyrelsen. Bestyrelsen sørger for, at der føres protokol over generalforsamlingen og møder.

§6 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen skønner det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer over for bestyrelsen fremsætter et skriftligt ønske herom, samt angiver, hvilke emner der ønskes behandlet. Bestyrelsen er forpligtiget til senest 30 dage herefter at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling, til afholdelse inden udgangen af den følgende måned.

Såfremt der ikke er mindst 2/3 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, tilstede på den ekstraordinære generalforsamling, kan dagsordenen nægtes behandlet.

§7 – Stemmeret
Hvert medlem har en stemme.

Et medlem kan give møde ved befuldmægtiget i henhold til skriftlig fuldmagt. Ingen fuldmægtig kan dog afgive mere end en stemme foruden sin egen.

Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal.

Til vedtægtsændringer fordres, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden 30 dage med mindst 30 dages varsel til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de mødendes antal kan tages gyldig beslutning, såfremt 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget.

§8 – Hæftelse
Medlemmer samt bestyrelse hæfter alene overfor foreningen, med det indbetalte kontingent.

Det påhviler kassereren og bestyrelsen at sikre, at foreningens udgifter stedse kan betales af indkomne kontingentindtægter m.m.

§9 – Kontingent
Kontingentet fastsættes af den ordinære generalforsamling for et år ad gangen på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det pågældende regnskabsår.

Kontingentet betales for et år ad gangen til foreningens konto den 1. maj, og fra 2018 er opkrævningen pr. 1. februar.

Er kontingentet og/eller andre ydelser ikke betalt rettidigt, opkræves dette med et tillæg ved påkravsmeddelelse. Tillægget fastsættes på den årlige generalforsamling for et år ad gangen.

Betales kontingentet og/eller andre ydelser ikke rettidigt, kan bestyrelsen for restantens regning lade beløbet med alle påløbne omkostninger, inkl. 2% rente pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne, gå til inkasso gennem advokat.

Medlemmer, der måtte være i restance ved en generalforsamling, er ikke stemmeberettigede.

§10 – Beslutninger
De af den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger, samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægter måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmerne, indtil de lovligt ændres i henhold til vedtægterne.

§11 – Bestyrelsen
Foreningen ledes af bestyrelsen, der består af 5 eller 7 bestyrelsesmedlemmer, heraf skal mindst én være dyrlæge.

Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen idet fire medlemmer vælges i lige år, tre medlemmer vælges i ulige år. Genvalg kan finde sted.

Generalforsamlingen vælger 2 suppleanter til bestyrelsen samt en revisorsuppleant. Suppleanterne vælges hvert år for et år ad gangen. Ved vakance udpeger bestyrelsen en af bestyrelsessuppleanterne eller revisorsuppleant til at indtræde i det udgående bestyrelsesmedlems/revisors sted for den resterende del af den pågældende valgperiode.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesarbejdet er ulønnet. Der kan udbetales rejsegodtgørelse og diæter.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden eller næstformanden og mindst yderligere 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.

Der tages bestyrelsesreferat af møder. Referatet sendes til alle bestyrelsens medlemmer og foreningens revisor. Referat fra et bestyrelsesmøde forelægges på det næste bestyrelsesmøde til godkendelse.

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid bør være bestyrelsesmedlem. Et sådant udvalg har ikke besluttende myndighed.

§12 – Bestyrelsesmøder
Bestyrelsesmøder holdes så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer forlanger det, dog mindst 1. gang pr. halvår til bl.a. status af foreningens økonomi og drift.

Bestyrelsesmøder kan afholdes elektronisk, fx via skype eller tilsvarende.

Evt. nødvendige dokumenter scannes og vedhæftes indkaldelsen eller overføres på anden vis elektronisk, eller pr. post.

Formanden eller næstformanden leder bestyrelsesmøderne. Formanden har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Intet bestyrelsesmøde kan afholdes, uden at samtlige bestyrelsesmedlemmer er indkaldt, med angivelse af dagsorden, med rimeligt varsel, dog mindst 8. dage.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt supplere sig med den/de valgte suppleant/er.

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående måtte udtræde af foreningen i utide, skal hans/hendes afløser af bestyrelsen vælges inden for de resterende bestyrelsesmedlemmer for resten af foreningsåret, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra tre på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot et medlem af bestyrelsen kræver det, fratræde bestyrelsen.

Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter suppleant/er er tiltrådt, bliver mindre end fem, er bestyrelsen forpligtiget til snarest muligt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med valg af bestyrelse og suppleanter på dagsordenen.

§13 – Repræsentation & midler
Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder som overfor private.

Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden eller næstformanden i forbindelse med et af bestyrelsens medlemmer.

Bestyrelsen har alene den endelige kompetence til at endeligt at beslutte hvilke projekter og andre tiltag foreningen aktuelt skal gennemføre eller støtte, ud fra en samlet vurdering af foreningens økonomiske muligheder, projektets art og formål, samt muligheder for gennemførelse med et positivt resultat.

Forslag fra medlemmerne om projekter, indsamlinger, markedsføring og lign. tiltag, er alene vejledende som inspiration for bestyrelsen, og bør som sådan seriøst medtages og indgå i bestyrelsens samlede overvejelser.

Bestyrelsen er forpligtet til at overholde foreningens formål, med ansvar overfor generalforsamlingen.

§14 – Regnskab & revision
Kassereren modtager foreningens indtægter og betaler heraf alle foreningens udgifter, efter bestyrelsens nærmere anvisninger.

Kassereren fører et af bestyrelsen autoriseret regnskab samt medlemsprotokol (elektronisk). Statusrapport med tilhørende udgiftsbilag skal fremlægges og godkendes på bestyrelsesmøderne.

Kassebeholdningen skal henstå i bank, sparekasse eller giro og kontoen skal være klausuleret således, at der kun kan hæves kontant på kontoen i forbindelse med formandens eller næstformandens medunderskrift.

Ved brug af netbank, skal mindst kassereren og formanden have adgang til denne, dog således at kun kassereren er berettiget til at foretage betalinger og overførelser.

Den kontante kassebeholdning bør ikke overstige kr. 1.000,-.

Foreningens midler bør anbringes til den, til enhver tid, højeste bankrente gældende for konti med kortest mulig opsigelsesvarsel.

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december (Kalenderåret).

Årsregnskabet afleveres af kassereren til bestyrelsen ved årets første bestyrelsesmøde.

Regnskabet revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor og eventuelle bemærkninger fra revisor sendes til bestyrelsen.

Regnskabet skal ligge fuldt færdigt og revideret senest den 1. marts.

På generalforsamlingen vælges hvert år en revisor for et år ad gangen.

Revisorsuppleanten vælges ligeledes for et år ad gangen.

Genvalg kan finde sted.

§15 – Vedligeholdelse & teknisk installation
Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningens hjemmeside vedligeholdes på forsvarlig måde.

§16 – Ændring & udvidelser
Bestyrelsen kan beslutte at igangsætte udvidelser til nye områder indenfor formålet, såfremt udvidelsen på sigt vurderes rentabel, og kan iværksættes indenfor det vedtagne budget.

Bestyrelsen vil på generalforsamlingen redegøre for de muligheder, der forventes at foreligge i den nære fremtid samt for de økonomiske konsekvenser af eventuelt kommende udvidelser.

§17 – Anvendelse af foreningens logo & navn
Foreningen har copyright til foreningens logo og navn.

Henvisninger til evt. medlemskab af foreningen eller støtte af Foreningen Dyrlæger uden Grænser, samt i øvrigt anvendelse af foreningens logo på tryk, papirbaseret (fx brochurer og lign). eller i elektroniske medier (fx Homepage), må således ikke ske uden bestyrelsens udtrykkelige skriftlige godkendelse.

En eventuel godkendelse, kan til enhver tid uden varsel skriftligt trækkes tilbage af bestyrelsen, uden at særlig begrundelse herfor kan fordres.

Det er bestyrelsens opgave at påse, at foreningens navn og logo ikke anvendes i strid med foreningens formål og interesser.

§18 – Foreningens opløsning.
Foreningens virksomhed ophører, når dens formål ikke længere kan realiseres eller opløsning vedtages af generalforsamlingen i overensstemmelse med §§ 5 til 7 (regler for vedtægtsændringer). Således kan generalforsamlingen vedtage, at foreningen skal opløses.

På generalforsamlingen, hvor endelig ophævelse sker, vælges et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der skal forestå foreningens afvikling. Eventuel formue, efter foreningens forpligtelser er indfriet, kan tilfalde et eller flere velgørende formål indenfor foreningens formål.

Seneste opdatering: Jf. referat og som vedtaget på ekstraordinær generalforsamling, den 23. maj 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.